Supervision

Supervision er blevet et modeord, der dækker over alt muligt forskelligt (og siger ikke ret meget). Jeg vil her søge at præcisere nogle grundtræk ved supervision, som jeg opfatter det. Opfattelsen er afhængig af den teoretiske synsvinkel, man arbejder ud fra og den praktiske stil, den enkelte supervisor udvikler. Det sidste finder jeg svært at sætte på en enkelt formel, men jeg vil prøve at indkredse feltet lidt. Supervision er en pædagogisk metode, der skal skabe overblik (super-) og kaste lys, belyse (vision). Aktive i processen er supervisanden (eleven), superviser (lærer) og evt. gruppedeltagere, der på skift vil fungere som observatører.

Supervisanden vælger aktivt supervisor og det problem, der skal arbejdes med. Hermed tildeler supervisanden supervisor den nødvendige autoritet til at fungere som "lyskaster". Denne del af processen mener jeg er meget vigtig, idet først herefter har supervisor det nødvendige udgangspunkt for sit arbejde. Hermed åbnes for den tillid og kontakt, der skal finde sted for at processen fører til vækst. Med disse lidt formelle præciseringer kommer jeg frem til en vigtig pointe: supervision er ikke det samme som gensidig, kollegial rådgivning. For mig giver begrebet gensidig supervision ingen mening. Disse roller kan ikke skiftes som skjorter. Naturligvis kan man i "peer- groups" (kollegiale ligeværdige grupper) udvikle sig meget fagligt, støtte hinanden etc., men i min begrebsverden har det ikke noget med supervision at gøre. Supervisor har brug for en frihed i sit udgangspunkt - en tydelig rolletildeling for at kunne reagere fuldt ud med sine resurser (også sige de svære, ubehagelige ting).

Da mit udgangspunkt er overvejende gestaltterapeutisk - med jungiansk inspiration - betyder det, at jeg arbejder med mødet, kontakten mellem supervisand og supervisor først. (Ser på overføringen - modoverføringen i freudsk terminologi). Hvad er muligt i dette møde, hvad er supervisanden parat til, hvad er jeg i stand til? Dernæst i selve supervisionen har jeg ofte min opmærksomhed på relationen (fx mellem lægen-sekretæren eller lægen-hospitalsafdelingen alt efter problemets karakter). Hvad karakteriserer denne relation - hvad er i forgrunden og hvad virker i baggrunden. Først når disse realiteter bliver belyst, sker der vækst. Eller sagt med et af gestaltterapiens paradokser: forandring sker, når du bliver den du er - på godt og ondt (og du holder op med at prøve at være den, du burde være!)

Supervision er altså for mig en åben kontrakt mellem nogle mennesker, hvor supervisor vælges, tildeles bemyndigelsen af supervisanderne. Dette forhold har klange af en terapeutisk relation uden dog at være identisk hermed.

Supervision i mit sprogbrug er altså ikke: gensidigt kollegialt samvær, rådgivning, undervisning eller terapi.